Håndværker og direktør

For vores direktør, Jørgen Brade er titlen som direktør ikke et mål i sig selv.

Ja, han er direktør for hans egen virksomhed, Brade Group, men han er først og fremmest håndværker. Direktør er ”blot” noget, han har tilført den uddannelse, fordi mulighederne i branchen viste sig.
Men netop det; at være stolt håndværker og samtidig opnå en titel har Jørgen et par ord om.

Læs med

Nu hvor 2022 rinder ud, er det måske tid til at tage ægte ved lære af de sidste par år. Vi har alle været igennem en rutsjebanetur, hvor meget af det vi troede, vi vidste, ikke længere er en sandhed, vi kan navigere efter.

Vi har måtte lære nye veje at gå, ændre vores vaner og stoppe op og se dybt efter, hvad der egentlig er vigtigt for os. Jeg har gjort det samme, og måske er det derfor, at ordene i dette lidt længere skriv, har været nødvendig for mig at få ud.

Tag ikke fejl: Det, jeg mener her er ikke nyt for mig. Tværtimod har det ligget mig på sinde alle de år, jeg med stolthed har båret min faglighed med mig ind på forskellige arbejdspladser, og nu som direktør i min egen virksomhed, Brade Group.

Stolthed er netop kernen. Eller desværre manglen på samme. For jeg oplever, at omverdenen i mindre og mindre grad, anerkender håndværksfagene og det at uddanne sig til håndværker. Og det gør faktisk ondt på mig at se de unge mennesker ikke har stolthed i stemmen, når de siger, at de faktisk gerne vil uddanne sig til håndværkere.

Og nu bliver jeg måske grov – men jeg tror, det starter hjemme i stuerne og hos deres mor og far.

De gymnasiale uddannelser er ikke den eneste vej i livet

Det er ingen hemmelighed, at status betyder meget for os som mennesker. Det betyder noget, at vi kan fremvise et godt CV, har et godt job og at omverden er stolte af os.Men hvis jeg nu siger, at jeg overvejende tror, at forældre præger deres børn i retning af en gymnasial uddannelse, som fx Handelsskolen eller Gymnasiet for det ”gør man”, så tror jeg ikke, jeg tager meget fejl. Det er i hvert fald det, jeg oplever.

Jeg vil også vove den påstand, at hvis et ungt menneske eller et barn i folkeskolen ikke helt passer ind i rammerne og måske har nogle boglige udfordringer, ja – så opfordres det unge menneske til at tage en håndværkeruddannelse. ”For det kan du jo altid blive” …

Jeg er klar over, at jeg deler vandene. Men jeg taler af erfaring, og hvad jeg både oplever og hører i mit netværk.

Lagt dertil, at vi jo ikke hylder de nyuddannede elektrikere, smede eller tømrere med en flot studenterhue eller en køretur i en pyntet vogn tilsat en dans rundt på Køge Torv, hvor jeg bor – ja, så er min påstand nok ikke langt fra virkeligheden.

Det er synd og skam, og jeg ville ønske, at flere forældre, men også lærere, kiggede mod den tekniske og byggefaglige branche, når de skulle rådgive deres unge mennesker til en karriere.

For ud over at få en faglig god ballast, et håndværk ind under huden og et alsidigt arbejde, får de unge mennesker også en uddannelse, der i den grad kan bringe dem videre i livet.

Se på mig. Jeg er uddannet maskinarbejder i 1988, og sidder nu som direktør i min egen virksomhed med over 30 ansatte og kunder i det meste af landet.

Vi skal udfordre statusbegrebet

Hvis det er status, man som forældre eller ungt menneske ønsker, og status er lig med at være direktør, som jeg er, så er der ingen grund til ikke at se henimod det, som min uddannelsesbaggrund kan give. For der er uanede muligheder i mit fag og i de tekniske uddannelser.

Men direktørtitlen må, hvis jeg kan få lov at bestemme, dog ikke være udgangspunktet. Udgangspunktet skal være, at vi kan tillade os – igen – at være stolte over at være håndværkere.

Vi er med til at bygge Danmark, skabe løsninger, som kan sikre vores erhvervsliv, bygge de smukke huse, som vi er så heldige at kunne bo i i dette land og holde gang i vaskemaskinerne, tørretumblerne og sikre at kasseapparatet i Netto virker.

Håndværkerbranchen er på mange måder den lim, der binder Danmark sammen i vores hverdag. For helt ærligt, venner – uden os … ja, så kan I trykke nok så mange gange på ’ON’ knappen uden held: Den vaskemaskine starter ikke, hvis VVS’eren ikke har været på besøg, og elektrikeren har sikret strøm i dine kontakter.

Alligevel, så er det som om, at byggebranchens muligheder ikke anses som værende lige så stabile og gode som fx en universitetsgrad eller en videregående uddannelse. Og det undrer mig virkelig.

For hvad er status? Ja, jeg bringer min egen titel i spil. Men status i livet må vel også være at gå stolt på arbejde, komme stolt hjem, og fremfor alt: At der er plads til at vælge den vej man vil – uanset, om mor eller far har en akademisk uddannelse.

Status må også være, at man kan se på sine børn, der har taget præcis den vej, der gør dem glade og stolte – og ikke den vej, som hvor målet var omverdenens anerkendelse?

Jeg har det faktisk sådan, at man har stjernestatus i min bog, hvis man kan kigge tilbage på sine børn, og se, at de har fundet den rette vej i livet.

Og uanset, hvordan man vender og drejer det, så er en håndværksmæssig baggrund og uddannelse altså ikke et fravalg af en, i gængs opfattelse, statuspræget stilling på et senere tidspunkt i livet. Det er jeg beviset på, og det er det, jeg gerne vil kaste lys på.

Men vigtigst af alt, ville jeg ønske, at vi kunne hæve barren for, hvornår et menneske er en succes og har opnået samfundsmæssig status. Lad os hæve den dertil, hvor alle der yder en indsats, gør en forskel og skaber vores samfund er værd at give en flot hue ved endt uddannelse. Alt andet er faktisk forskelsbehandling, og det bør vi ikke bruge mere tid på i 2023 og fremefter.

Jeg er stolt af at være håndværker

Jeg er gået fra den tekniske uddannelse til nu at være direktør.

Det er jeg blandt andet fordi min uddannelse har åbnet utrolig mange muligheder, og mulighederne for at supplere med yderligere uddannelse, hvis man ønsker det, er stor.

For når din basisviden og grundlæggende faglighed er på plads, er det kun dine egne begrænsninger, der sætter barren for hvor højt, du kan nå – hvis du ønsker at ”nå højt”.

Pointen er, at det at være håndværker bør være høj status i sig selv. Resten er ekstra krymmel – men altså, krymmel som mange fejlagtigt tror, man kun kan opnå i den akademiske verden.

Og ja – det vil ikke tage dig lang tid at finde ud af, at begge mine sønner i en ung alder er blevet direktører. Men hvis du kendte dem, der kender mig, ville du også vide, at det absolut ikke var mit ønske. Men de er netop begge to uddannet håndværkere, og har suppleret deres erhvervserfaring med efteruddannelse og nu i deres eget firma.

De er, om nogen, beviset på det, som jeg netop har sagt her. Og jeg er stolt af dem. For det, de kan – ikke det, de kalder sig selv.

Tak for, at du læste med.